Veterantræf 2026

Ans vrimlede med veteraner

Ikke mindre end 375 køretøjer og deres ejere dukkede op i Ans i lørdags, da Tange Sø Veteranklub for 22. gang afholdt veterantræf på markedspladsen.

Det blev en rigtig god dag for alle der mødte op, både udstillere og tilskuere. Vejret var perfekt til at udstille og hygge sig på plænen midt i Ans.

Og det var, i ordets bedste betydning, køretøjer af en hver slags der havde taget turen til Ans. Lige fra store amerikanere til små minier. Også årgangsmæssigt rigtig stor spredning med køretøjer fra 20erne og frem til 90erne. De gamle slidere, lastbilerne var også på plads og også Kjellerup Brandmuseum var repræsenteret med et gammelt slukningskøretøj.

Blandt tohjulerne gjorde de japanske motorcykler fra 70erne sig bemærket. Det var i hvert fald dem der var i overtal, hvor det tidligere var de engelske der var de toneangivende. Også blandt de små, knallerterne, var Japan rigt repræsenteret med mange Honda og Yamaha.

En enkelt traktor, en tysk Kramer havde også fundet vej til udstillingen. Derudover havde en del af udstillerne veterandele med til stumpemarkedet, så der var masser at kigge på for de mange tilskuere, som i løbet af dagen kiggede forbi den godt fyldte markedsplads.

Som tidligere år blev der afviklet konkurrence i 4 forskellige kategorier hvor der var pokaler til de tre bedste i hver kategori. Her blev vinderne Følgende:

Flotteste køretøj:

  1. Erling Nielsen, Vildbjerg, NSU Prinz 3 fra 1961
  2. Henriette Hartvigsen, Vejle, Morris Minor Van fra 1954
  3. Daniel Gormsen, Viborg, Opel Kadett E Sedan fra 1989

 

Mest spændende køretøj:

  1. Henrik Søgaard og Palle Hansen, Vellev, MB 307 fra 1977
  2. Henrik Iversen, Ikast, Lada 1200 Combi fra 1985
  3. Simon og Mike, Skorup, Chevrolet Malibu Chevelle fra 1965

 

Flotteste motorcykel:

  1. Morten Sadolin, Støvring, Kawasaki Z 900 fra 1975
  2. Mogens Jensen, Ry, Suzuki GT 750, fra 1975
  3. Hans Erik Larsen, Yamaha XS 1100 fra 1979

 

Flotteste knallert:

  1. Kristian Pihl Lorenzen, Ans, Puch VZ 50 Flagskib fra 1975
  2. Jørn Sørensen, Bjerringbro, Puch Maxi fra 1976
  3. Bruno Nielsen, Ans, Honda CD 50 fra 1975

 

Udover knallertkategorien, som naturligt nok havde lokale vindere, ja så kom vinderne i de øvrige kategorier  fra en stor del af Jylland. Det bekræfter selvfølgelig arrangørerne, Tange Sø Veteranklub, i at træffet i Ans er et af de steder veteranentusiasterne gerne møder op når der er træf.

Klubben har da også allerede besluttet, at der skal afholdes træf i Ans lørdag den 29. maj 2027.

Freddy Pedersen, Tange Sø Veteranklub,  mob. 40 10 93 70